
Charlotte Bøving i ulykke på cyklen: Skal opereres i morgen

Charlotte Bøving har ikke just været heldig med sit helbred de seneste år, og nu er den igen gal hos tv-lægen.
Det afslørede hun, da hun torsdag var til premiere på musicalen ”My fair lady”.

- Jeg havde faktisk et cykelcrash i weekenden, sagde hun først.
- Der var en bil, der kørte ud foran mig, og så bankede jeg godt ned i asfalten og har et kæmpe blåt mærke på den ene hofte og knuste min mobiltelefon, smadrede mit ur, slog hovedet direkte ind i en husmur for at undgå bilen. Den fod, jeg kom til skade med i sommer, har fået en ordentlig tur igen, sagde Charlotte Bøving, der undgik bilen ved at køre bagom, men her stod der til gengæld et hus i stedet for.
Ulykken betyder, at hun fredag skal have opereret sin fod.
- Jeg går rimelig humpende nu efter styrtet. Det er træls, konstaterede hun.
- Jeg er godt forslået, men nu skal vi bare ind at hygge os. Det er så dejligt, lød det fra tv-lægen, der var i teateret med veninden Charlotte Bircow Næss-Schmidt.





