
Dan Rachlins søn er kæreste med Bubbers datter

For omkring 20 år siden var Dan Rachlins søn Kaspar og Bubbers datter Sofia med i en reklame fra Daells Varehus, hvor de poserede som tøjmodeller og kyssede hinanden uskyldigt.
Dengang var de små børn, men i dag er de blevet voksne, og nu har de jævnaldrende kendisbørn forelsket sig i hinanden. Det afslører den nybagte svigerfar, Dan Rachlin, på Facebook, hvor han har lagt et billede op af reklamen fra Daells.
- Er simpelthen nødt til at dele denne her. Min ældste søn kysser i en meget ung alder med Sofia, som han nu er blevet kæreste med som 22-årig, skriver dj’en på sin Facebook-side.
Kaspar Rachlin og Sofia Mayer har tidligere arbejdet sammen på Kanal 2, der i dag hedder SBS TV, og de har også lavet TV sammen.


