
14 år siden i dag: Kaya Brüel mindes sin mor på rørende vis

Der findes festdage, årsdage, mærkedage - og så findes der dødsdage.

Sidstnævnte hører for mange unægtelig sammen med sorg og savn. Alligevel er det ofte en god anledning til at mindes dem, man har mistet, og huske hvilket aftryk de har sat.
Det gør Kaya Brüel i et rørende opslag på Instagram denne junidag, hvor det er er 14 år siden, hun måtte tage afsked med sin mor, sangerinde og skuespiller Sanne Brüel.
- Mor. I dag er det 14 år siden, du forlod os. Kun 59 år skulle det tilkomme dig at være på denne jord. Du fik mig som 20-årig. Jeg blev praktisk talt født på scenen. Med en ung mor forestillede jeg mig, at jeg skulle have dig i mit liv i mange år. Alt det forsømte skulle vi nok indhente med tiden. Men der var så meget, vi ikke nåede, indleder Kaya Brüel opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at citere og dele.
Sanne Brüel var ganske ung, da hun blev mor til Kaya Brüel, og som det fremgår af opslaget, håbede sangerinden, at hun ville få mange år med sin mor.
Men livet er flygtigt, og det går desværre ikke altid, som man håber.
Den 17. juni 2011 døde 59-årige Sanne Brüel af kræft, efter et begivenhedsrigt men alt for kort liv.
Sanne Brüel blev især kendt med rockbandet ”Jomfru Ane Band”, som sangerinden, sammen med sin tvillingesøster Rebecca Brüel, var en af de helt store drivkræfter bag.
Bandet blev opløst i 1983, og Sanne Brüel fortsatte i bandet ”Tyfoon”, ligesom hun arbejdede som musiklærer. Sangerinden er desuden kendt fra den ikoniske DR-julekalender ”Jullerup Færgeby”, hvor hun spillede rollen som Kaja.

Sanne Brüel efterlader sig et musikalsk aftryk i verden, men det er alligevel i datteren, at det er størst.
- Vi fik aldrig boet sammen, aldrig rejst sammen, og vi fik aldrig helt snakket ud. Du fik aldrig lært mig at spille guitar. Der hvor vi virkelig forbandt os til hinanden, var gennem vores stemmer og i musikken. (…). Da jeg frygtede, at musikken skulle slukke med dig, sagde du, at det var i musikken, du ville leve videre – gennem mig. Det gør du mor, hver dag, skriver Kaya Brüel i opslaget.
Kaya Brüel er nemlig fulgt i sin mors fodspor, og har skabt sin egen flotte karriere i musikbranchen.