60-års fødselar Dennis Knudsen overrasket af sine børn fra morgenstunden
Fredag 9. juni rundede frisør og makeup-artist Dennis Knudsen det skarpe 60-års hjørne.
- Jeg blev overrasket af min mor, min bror og mine tre dejlige børn fra morgenstunden, fortæller Dennis Knudsen.
Mor Mona og Dennis Knudsens fem år yngre bror, Dion havde en særlig morgengave til Dennis Knudsen.
Efter morgenmvækningen tog de sig af Lucas, der fylder fire år den 17. juni, Noah, der blev to år den 2. juni, og lille Aura på knap ni måneder.
- Så kunne jeg sove en time længere. Det var en skøn gave at få sådan en stille morgen.
Børnene var senere med til fødselsdagsfesten i Korsør.
600 frikadeller
Dennis Knudsen fik også brug for at være udhvilet til sin fest senere på dagen.
Den startede kl. 17 i de lokaler i Korsør by, hvor Dennis Knudsen holder foredrag og sine ”Ladies Night”-arrangementer.
Men fredag den 9. var der dækket op til 120 gæster. Fødselaren havde selv lavet al maden – rejecocktail og fiskefrikadeller, almindelige frikadeller og vegetarfrikadeller med tilbehør.
- Jeg har stegt 600 frikadeller, afslørede Dennis Knudsen.
Flæskesvær og muskelmænd
Udenfor var der rød løber og bowler med forfriskende drikke – både med og uden alkohol til alle i byen, der kiggede forbi.
Der blev også serveret flæskesvær, peanuts og romkugler af tre særdeles veltrænede, muskuløse og meget olierede unge mænd.
Gavekort til en rejse
Fra morgenstunden havde Dennis Knudsen fået et gavekort til Spies Rejser.
- Jeg vil gerne til Thailand, men på en dag som denne, hvor solen skinner i Danmark, vil jeg allerhelst være her i Korsør, lød det fra en glad fødselar.