12. aug. 2023
Af Marianne Singer

Ærgerlig melding: Ingen kongelige gæster til celebert bryllup

Hans Michael Jebsen
Desirée og Hans Michael Jebsen ved kronprins Frederiks 50-års fejring på Christiansborg Slot i 2018.
Foto: Hanne Juul
Lørdag formiddag siger den danske milliardær Hans Michael Jebsens søn Michael Immanuel Jebsen ja til den kendte tyske model Donata von Behr. Det bliver dog uden familiens gode venner fra den danske kongelige familie.

Årets helt store celebre bryllup finder sted i den lille sønderjyske by Løjt Kirkeby i Aabenraa lørdag formiddag, hvor den ældste søn af den kendte danske Hong Kong-baserede milliardær Hans Michael Jebsen og hans hustru Desirée, Michael Immanuel Jebsen, skal giftes i byens kirke.

Michael Immanuel Jebsen, 33, skal giftes med den 27-årige tyske model Donata von Behr i Løjt Kirke, der på den festlige dag bliver fyldt til bristepunktet med hele 320 gæster.

Venner med de danske kongelige

Hans Michael og Desirée Jebsen er nære venner af den danske kongelige familie, men til BILLED-BLADET oplyser families talsperson, HR-chef i Stenbjerg Ejendomme (Jebsens ejendomsselskab i Danmark) Rikke Vejrup, at der ikke vil være kongelig deltagelse ved brylluppet lørdag.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary skal ellers på officielt bybesøg i Christiansfeld i det sønderjyske søndag.

Efter vielsen kører afholdes der reception, hvilket ifølge Jydske Vestkysten bliver holdt forskellige steder på Løjt, blandt andet på Ottergårdforte tæt på Elssø, én af de mange historiske gårde, som Hans Michael Jebsen ejer på Løjt Land.

Afholdes privat

Når receptionen er slut, kører brudeparret og de mange gæster videre til aftenfesten i Haus Lensnack med udsigt ud over Aabenraa Fjord.

Både receptionen og bryllupsfesten ønsker familien at holde i private rammer.

Dog vil der klokken 23.00 være et flot fyrværkeri, som også de lokale kan nyde.

Ifølge Jydske Vestkysten afholdes brylluppet i Løjt Kirkeby på grund af familien Jebsens tilknytning til Løjt Land.

Kaldes slottet

Gommen Michael Immanuel Jebsen har aldrig boet her, men har tilbragt mange ferier fra hjemmet i Hong Kong på familiens gårde på Løjt Land.

Familiens store palæ på Lindsnakkevej bliver i folkemunde kaldt "slottet", da det ligger majestætisk på en stor skrånende grund midt i skoven med udsigt over fjorden.

Michael Immanuel Jebsen er ældste søn, og han er, lige som Hans Michael Jebsen selv var det, udset til at føre familievirksomheden Jebsen & Co. Ltd videre.

Han blev i 2015 færdig med sin master i ledelse og statskundskab og arbejdede derefter blandt andet i London.

Ejer prominent gods

Michael Immanuel Jebsen købte i 2018 godset Bækkeskov nær Præstø på Sydsjælland, der tidligere var ejet af Peter Zobel.

66-årige Hans Michael Jebsen er fjerde generation i familiens milliardvirksomhed, Jebsen & Co. Ltd., som er et milliardomsættende handelsfirma med hovedkontor i Hong Kong.

Bevarer historiske bygninger

Hans Michael Jebsens store interesse er bevarelse af historiske bygninger, og igennem sit ejendomsselskab Stenbjerg Ejendomme A/S ejer Hans Michael Jebsen, ifølge Jydske Vestkysten, flere end 100 ejendomme over hele Danmark.

Følg med i BILLED-BLADET store reportage fra brylluppet her på hjemmesiden.

Læs mere om: