28. apr. 2013
Af af Mette Marie Lei og Miriam Meyer, ELLE.dk, Aller Media

Caroline Fleming har næsten altid Louboutinsko på

Caroline Fleming.
Caroline Fleming.
Foto: Krestine Havemann
ELLE.dk har snakket med TV-værtinden om luksuskøb og investeringer, som holder hele livet.

Smukke Caroline Fleming er kendt for sin sikre og gode stil, som er både klassisk og feminin. Hun investerer helst i designerklassikere, som hun ved aldrig går af mode. ELLE.dk har snakket med tv-værtinden om stil, shopping og hvordan hun har det med at være nomineret til årets stilikon, ELLE Style Awards' læserpris.

Hvordan vil du betegne din personlige stil?

- Jeg bruger ikke særlig meget tid på at tænke på, hvad jeg skal tage på til dagligt. Når jeg åbner mine skabe, så ’taler’ mit tøj til mig, og derfor er beslutningen hurtig og komfortabel. Jeg kender mig selv så godt og ved hvad jeg kan lide, uafhængigt af omstændighederne. Jeg har aldrig brugt stylist eller make-upartist privat - jeg er tilfreds med og taknemmelig for, hvad jeg har og elsker at være så naturlig som muligt. Jeg har købt og samlet tøj og accessories, siden jeg var 14 og går stadig med de ting den dag i dag - jeg har altid købt lidt, men godt og elsker klassisk, enkel elegance...

Hvad er dit vigtigste accessory?

- Jeg er meget glad for mine Birkin-tasker og mine Louboutin-sko - igen samlet gennem to årtier. Jeg bærer stort set altid enten et par af mine røde såler eller en lille Hermes, om det er med jeans eller til et selskab.

Hvor ofte shopper du?

- Jeg shopper amok et par gange om året, og jeg holder meget af de danske designere. Og så er jeg vild med en tur eller to om året til Paris. Jeg er dog så heldig at bo i London til dagligt, og her finder man alt, hvad hjertet kan begære...

Hvad ville det betyde for dig at vinde den prestigefyldte pris?

- Det ville være en utrolig stor ære at vinde denne pris. Danske kvinder er kendt verden rundt for deres feminine skønhed og gode stil, og jeg holder meget af at komme til Danmark og har altid beundret vores kvinder og unge piger, netop for deres skønhed og stil. Jeg er meget taknemmelig for denne nominering - sikke en kompliment, som så mange af vores lands smukke kvinder jo faktisk har fortjent.

Læs mere om: