Caroline Fleming: Jeg er vild med mit liv
Den 35-årige TV-baronesse strutter af sundhed og lykke. Til december føder hun sit og Nicklas Bendtners første barn og bliver dermed mor for tredje gang. Midt i graviditeten barsler Caroline med en noget anden "baby", nemlig en bog. Kogebogen "Baronessens sunde fastfood" med de hurtigste opskrifter fra sit og Nicklas' køkken hjemme i London.
- En kogebog med babymos? Ha, ha - ja, man ved aldrig! Det er jo den hverdag, jeg står midt i, ler Caroline Fleming.
Kogebogen rummer 60 opskrifter på salater, supper, pastaretter og desserter, der kan sættes på bordet i en ruf. Opskrifter, som Caroline selv bruger, når hun laver mad til Alexander på seks og Josephine på tre år. Modsat hvad mange måske tror, går TV-baronessen selv i køkkenet hver eneste dag.
- Det kan du tro! Det er det første, jeg gør, når jeg er stået op og har kysset mine to små godmorgen, fortæller Caroline.
Karrieren kører på skinner
Sidste år udgav Carolines sin første kogebog, "Baronessen går i køkkenet", som blev en bestseller og er på gaden i 4. oplag. Håbet er, at hun fortsat kan skrive kogebøger og lave TV.
- Jeg er meget taknemmelig, for jeg har fundet ud af, hvad jeg virkelig brænder for. Jeg er så vild med mit liv, og jeg kan så godt li' mit arbejde. Hvor heldigt er det? Samtidig kan jeg være fuldtidsmor, for når jeg filmer, bliver det tilpasset sådan, at det ikke går ud over mine børn. Og når børnene så er lagt i seng om aftenen, har jeg mulighed for at skrive mine bøger. Jeg kan altså ikke ønske mig mere!