17. sep. 2010
Af af Lisbeth Grube
Caroline Fleming viste ny bog og maven frem
Caroline Fleming
Foto. Martin Høien/BILLED-BLADET
Caroline Fleming gav en forsmag på sin nye kogebog på Hotel D’Angleterre i København.
Caroline Flemings smukke, runde mave vokser støt og vidner om, at hun sidst på året bliver mor til sit og Nicklas Bendtners første barn.
Midt i den søde ventetid barsler TV-baronessen med noget ganske andet - nemlig kogebogen Baronessens sunde fastfood, og i den anledning viste hun både bog og bulende mave frem på lynvisit på Hotel D'Angleterre i København.
Sidste år udgav Caroline Fleming med stor succes sin første kogebog Baronessen går i køkkenet, og nu er hun klar med 60 nye opskrifter.
God og sund mad tager ikke nødvendigvis lang tid at lave, mener Caroline, så hun har fundet de hurtigste opskrifter frem fra sit eget køkken. Bogen byder på salater, supper, pasta- og nuddelretter samt desserter - og en række af Carolines egne sundhedsfif.