Derfor blev grev Christian af Rosenborg kaldt Bongo-Christian
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg var i Roskilde Domkirke forleden og så her en mindeplade for grev Christian af Rosenborg. Jeg kan ikke få årstallene 1932-1997 til at passe med greven, der døde i 2013. Kan BILLED-BLADET hjælpe?
Venlig hilsen
Chr. Nielsen
Kære Chr. Nielsen
Grev Christian af Rosenborg, der var søn af arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde, og som døde i maj 2013, ligger begravet på Lyngby Gamle Kirkegård sammen med sin hustru, grevinde Anne-Dorte af Rosenborg. Grev Christian af Rosenborg, hvis jordiske rester findes i Roskilde Domkirke, blev født den 16. juli 1932 som søn af prins Erik, greve af Rosenborg og hans canadiske hustru, Lois Booth. Han var således Christian 9.s oldebarn, prins Valdemars barnebarn og Frederik 9.s halvfætter. Grev Christian voksede op på Bjerrebygård ved Mørkøv på Sjælland og udviste tidligt en stor interesse for musik. Han spillede bl.a. congas og bongotrommer, hvorfor han fik kælenavnet ”Bongo-Christian”. Han gjorde da også karriere som musiker, vistnok som trompetist, og indspillede i 1950 pladen ”Knights at Rosenborg” med sit eget 12-mands danseorkester, ligesom han fra 1960’erne skrev om jazz og anden aktuel musik i Søndags B.T. Grev Christian var desuden officer ved Gardehusarregimentet. Han giftede sig med Karin Lüttichau i 1962, og parret flyttede i slutningen af 1970’erne til England med deres to børn, Valdemar og Marina. De blev dog skilt i 1980’erne. Han blev boende derovre, mens grevinde Karin af Rosenborg rejste hjem til Danmark, blev gift med Mikael Warberg og bl.a. fungerede som hofdame for prinsesse Benedikte igennem en årrække. Grev Christian havde efterfølgende et forhold til den svenske grevinde Christina Bonde, men det holdt ikke, og han døde alene i England den 24. marts 1997 efter længere tids sygdom – blot 64 år gammel. Greven blev bisat fra Roskilde Domkirke den 12. april, hvor regentparret, der havde en god relation til ham, deltog. Hans urne blev efterfølgende indmuret i væggen ved hans fars, prins Eriks, kiste, og det er altså den plade i væggen i krypten under Frederik 5.s Kapel, som du har set under dit besøg.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".