Grevinde Alexandra: - Diskusprolaps skyldtes stress
Da grevinde Alexandra for seks år siden fik en diskosprolaps i ryggen, fik det hende til at tænke over, hvordan hun egentlig levede sit liv.
- Når der sker noget stort i ens liv, om det så er godt eller ondt, så tror jeg, man ved, at der er ting, man skal ændre i sit liv. Og den diskusprolaps var mit wake up call til, at nu skulle jeg passe bedre på mig selv, fortæller hun i et stort interview i ugebladet Søndag.
Kunne ikke sidde ned i fire måneder
Og det var ikke fordi, hun ikke dyrkede motion, da hun blev ramt, understreger hun. Men hun dyrkede, hvad hun selv kalder forkert motion.
- På en hurtig og stresset og jeg skal nå det måde. Jeg tror, meget af min ryglidelse skyldes stress.
Selvfølgelig spiller der også noget genetisk ind. Men jeg mener selv, at den største del kan tilskrives stress, siger hun i dag, hvor hun med den rigtige træning holder smerterne væk.
Men inden da levede hun et liv med smerter
- Jeg havde fire måneder, hvor jeg ikke kunne sidde ned bare to sekunder. Jeg spiste stående. Jeg holdt møder stående. Og den nervesmerte, man har, er den værste smerte, man kan forestille sig. Den skærer igennem kroppen på én som et lyn fra en blå himmel, forklarer hun.
Trænede sig væk fra smerterne
Da hendes fysioterapeut sendte hende til pilates, begyndte det at vende.
- Det var en mærkelig tanke at skulle dyrke motion, når man har så ondt. Men pilates viste sig at være den helt rigtige motion for mig. I dag dyrker jeg almindelig motion. Jeg har trænet mig væk fra smerterne og undgik at blive opereret. Jeg ved, at processen kan være meget forskellig fra person til person. Der er ikke nogen faste regler med den folkesygdom. Men et godt råd til alle: Ha' tålmodighed, siger hun.