Grevinde Alexandra fejrer jul med familie og venner
Søndag eftermiddag et par dage før jul var grevinde Alexandra sammen med sin mand Martin Jørgensen, sønnerne prins Nikolai og prins Felix og sin mor Christa Manley til julekoncert i DR's koncertsal.
Her fejrede man DR Pigekorets 75-års jubilæum samt tiltrædelsen af korets nye chefdirigent, Phillip Faber, med et væld af klassiske julesange og salmer og med deltagelse af både DR Juniorkoret, Børnekoret og Spirekoret.
Jul og nytår med familie og venner
Efter koncerten fortalte grevinde Alexandra blandt andet om den forestående jule- og nytårsaften.
- Vi er familie og nogle tætte venner, der fejrer jul sammen. Til nytår er børnene sammen med deres far. Nytåret fejrer jeg sammen med min mand, sagde grevinde Alexandra, der også havde stor ros til DR Pigekoret, som hun er protektor for:
- Pigerne gør det rigtig, rigtig godt, fortalte grevinde Alexandra, der også var meget glad for at se mange kendte ansigter blandt sangerne til koncerten.