18. mar. 2012
Af af Jan Bergman

Grevinde Alexandra om at se døden i øjnene

Grevinde Alexandra
Grevinde Alexandra
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
- Det var en af de få gange i mit liv, hvor jeg tænkte: Nu er det slut!

Så dramatisk udtrykker grevinde Alexandra sig i et eksklusivt, personligt interview med DR's P4, der blev sendt lørdag eftermiddag.

Som protektor for UNICEF var grevinde Alexandra i Sri Lanka, da borgerkrig hærgede dele af landet.

Med på turen var blandt andre den danske ambassadør og Alexandras tidligere hofdame Christina Lynge, der har ledsaget Alexandra på adskillige ture, skriver dr.dk.

- Ambassadøren var lidt loren ved situationen, og han var i konstant kontakt med sine lokale kilder, fortæller Christina Lynge.

De flyver dog af sted og glider hen over et smukt bjerglandskab.

- Pludselig lyder der voldsomme skud. Vi ser ild lige foran vores vindue, Alexandra og jeg bliver skrækslagne, fortæller Christina Lynge.

De to kvinder greb hinandens hænder og gjorde sig mentalt klar til at falde, har de begge forklaret.

- De sekunder eller minutter, der fulgte, var virkelig lange. Men det er utroligt, hvordan man går ind i sådan en nødsituation, har jeg siden tænkt, fortæller Alexandra.

I helikopteren var flere sikkerheds- og militærfolk med om bord.

- Jeg kan huske, at jeg kiggede instinktivt mod de militærfolk, der sad i helikopteren. De kiggede mig direkte i øjnene, og jeg kunne se, at deres øjne ikke var lige så paniske som vores. Det gjorde mig mere rolig, forklarer grevinden om den dramatiske begivenhed.

Heldigvis var der god grund til at være rolig - helikopteren var ikke blevet beskudt, men derimod havde piloten udløst nogle tekniske sikkerhedsforanstaltninger, såkaldte "flares". Det var dem, de så som lysende ild uden for vinduerne.

Men de to kvinder havde dog brug for at dobbelttjekke, da de landede og trådte ud af maskinen.

- Man er nødt til at se med egne øjne, fordi det var så voldsom en episode for os. Vi skulle se, at der ikke var huller i helikopteren, så vi gik instinktivt rundt om maskinen, da vi landede, forklarer grevinden i P4-programmet.

Læs mere om: