Grevinde Alexandra siger stop
Efter 15 år som protektor for Landsforeningen Spædbarnsdød har grevinde Alexandra besluttet at stoppe.
Den 55-årige grevinde træder tilbage ved årets udgang.
- Livet er fyldt med spændende udfordringer og forandringer, og tiden er kommet nu, hvor jeg må opsige at være protektor for Landsforeningen Spædbarnsdød, som jeg har haft i mange år. Det har været et stort privilegium og en enorm glæde for mig at have denne rolle. Især fordi foreningen er en stor støtte for de sørgende familier, siger grevinde Alexandra til foreningens hjemmeside.
Hos foreningen takker direktør Birgitte Horsten for grevindens store indsats.
- Vi har været utroligt glade for årene med grevinde Alexandra som protektor. Grevinden har på alle måder talt forældrenes sag, og vi har aldrig været i tvivl om, at disse forældre har stået hendes hjerte nær, siger direktøren.
Grevinde Alexandra har sin sidste officielle deltagelse for Landsforeningen Spædbarnsdød søndag den 3. november i Vor Frue Kirke i København.