Helle Reedtz-Thott sælger øl i Irma
Kronprinsparrets gode veninde baronesse Helle Reedtz-Thott sidder ikke stille og venter på, at tingene sker af sig selv og hendes seneste projekt, et mikro-slotsbryggeri, bærer nu allerede frugt og kommer snart på hylderne i den landsdækkende butikskæde Irma.
Baronessen har brugt mange timer det sidste års tid, siden hun, i samarbejde med den garvede brygger John Serritzlev, fik ideen om at åbne slottets eget mikrobryggeri.
Og det er der kommet smukke lokaler og en kvalitetsøl ud af - håndbrygget efter egne recepter med udsøgte råvarer fra Gavnøs jorde.
- Vi har allieret os med fire meget erfarne bryggere, og har i fællesskab skabt en meget velsmagende øl. Der er brugt utrolig mange timer på det, og alt er gået godt, fortalte Helle Reedtz-Thott for nylig til Billed-Bladet.
Slotsbryggeriet har indgået en samhandelsaftale med Irma og fire varianter af Gavnø slotsøl vil være at finde i Irma fra primo august.