7. jan. 2012
Af af Anna Johannesen

Jean og Ditlev Ahlefeldt-Laurvig flytter til London

Her er greveparret Ditlev og Jean Ahlefeldt-Laurvig på vej op for at hilse på Mary og tvillingerne på Rigshospitalet sidste år.
Her er greveparret Ditlev og Jean Ahlefeldt-Laurvig på vej op for at hilse på Mary og tvillingerne på Rigshospitalet sidste år.
Foto: AOP
Kronprinsesse Marys veninde forlader Danmark sammen med familien.

Det nye år var kun to dage gammelt, da greveparret Jean og Ditlev Ahlefeldt-Laurvig forlod Danmark sammen med deres to døtre, Ingrid på seks år og Ellen, på fire.

Greveparret skal de næste tre år bo i London, og de har allerede fundet et hus, som de glæder sig til at flytte ind i. De sidste ting omkring flytningen faldt på plads midt i december, hvor grevinde Jean samtidig fik mulighed for at være med til at fejre sit lille gudbarn, Nicholas' fødselsdag i London. Nicholas er søn af Caroline Fleming og Nicklas Bendtner og fyldte ét år den 16. december.

Børnene kommer først

Jean og Ditlev Ahlefeldt-Laurvig er nære venner af kronprinsparret. Frederik og Ditlev har kendt hinanden, fra de var børn, og da Ditlev giftede sig med Jean blev også hun og kronprinsesse Mary hurtigt veninder.

- Vi glæder os alle fire, siger Jean Ahlefeldt-Laurvig og fortæller, at døtrene Ingrid og Ellen allerede er tilmeldt en skole, hvor de begge begynder i januar. Selv vil hun på et tidspunkt genoptage sit PR-job inden for livsstil.

- Men nu skal jeg først lige have børnene godt af sted. Det er det vigtigste. Så må mit eget job vente, siger hun.

Ditlev Ahlefeldt-Laurvig skal fortsat arbejde som direktør, dog nu lidt højere oppe af rangstigen, hos Ogilvy Healthworld. Et firma, der har specialiseret sig i at levere strategiske og taktiske branding- og kommunikationsløsninger til bl.a. medicinalindustrien.

Det er ikke så længe siden, Jean og Ditlev Ahlefeldt-Laurvig flyttede fra Østerbro til et hus i Hellerup. Det er nu lejet ud.

- Vi ved endnu ikke, hvor længe vi bliver i London, men minimum tre år, siger Jean, der lige nåede at fejre nytårsaften med familien, inden de alle fire vinkede farvel til Danmark.

Læs mere om: