Skilsmisse-dramaet på Knuthenborg - Få hele historien
Helle Stangerup har skrevet en fængslende selvbiografi om sit liv i overklassen med opture og nedture. Til det sidste hører den bratte afslutning på ægteskabet med lensgreve Adam Wilhelm Knuth.
Gruset knaser ildevarslende under dækkene, da en ambulance kører op ad alleen og parkerer foran hoveddøren på Knuthenborg Slot. Inde i bilen ligger Helle Stangerup. Den berømte forfatter og lensgrevinde skal omsider hjem efter et flere måneder langt hospitalsophold oven på en kompliceret rygoperation. Falck-redderne åbner bagsmækken og bærer hende ud på en båre. De kommer til at tage hende med igen.
Ud på slottets hovedtrappe træder nemlig hendes mand, lensgreve Adam Wilhelm Knuth. Han lukker døren efter sig, går ned ad trappen og meddeler kortfattet sin kone, at hun må finde sig et andet sted at bo. Han har indledt et forhold til en anden kvinde ... og hun er allerede flyttet ind.
- Jeg var godt klar over, at vores ægteskab sang på sidste vers, men selvfølgelig var jeg rystet. Hvilken kvinde vil flytte ind i en syg hustrus hjem? Jeg har hørt mange historier om kvinder, der vil udmanøvrere en mands hustru, men det her var dog det groveste.
Var min egen spindoktor
Helle Stangerup, 72 år, sidder henslængt i sofahjørnet og fortæller fuldstændig nøgternt om sit livs lussing. Dengang i 1979 var den celebre skilsmisse en kæmpe skandalehistorie i formiddagsaviserne, men hun har aldrig tidligere fortalt om sin oplevelse af skilsmissen. Ikke før nu i sine netop udgivne erindringer "Bag skodderne" og i dette interview med BILLED-BLADET.
- Da medierne gik løs i sin tid, var jeg helt cool. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre og ikke gøre. Ikke svare. Ikke stille op. Ikke gøre noget som helst. Der var jeg min egen spindoktor, selv om alle sagde til mig, at jeg skulle invitere bladene til at fotografere mig med mit jernkorset og mine krykker. Men nej. Billederne ville have forfulgt mig hele livet. Man skal heller ikke appellere til medlidenhed, når man har været i den mere forvænte ende af samfundet, siger hun og tænder en Prince Light mellem sine lange, slanke fingre. Samtidig understreger hun, at bogen altså handler om hele hendes liv og ikke kun den syvendedel, der foregik på Knuthenborg.