TILLYKKE: Grev Ingolf fylder 75 år
Grev Ingolf af Rosenborg er på flere måder en glad soldat, der passer sine pligter.
Dels har han gjort tjeneste i det danske forsvar i 38 år, indtil han blev pensioneret som major af reserven, men også som greven, der aldrig blev konge, har grev Ingolf fundet sin plads i geleddet.
Grev Ingolf er ikke bitter
Han har aldrig udtrykt bitterhed over, at han som 13-årig prins blev frataget muligheden for at blive dansk konge. Det skete i 1953, hvor et lille flertal af danskerne stemte for en ændring af tronfølgeloven, der betød, at Danmark fik kvindelig arvefølge, og dermed overgik retten til den danske trone til hans to måneder yngre kusine Margrethe.
Som 28-årig gav den daværende prins Ingolf frivilligt afkald på sin prinsetitel, fordi han giftede sig med den borgerlige Inge Ternye.
Året forinden havde Ingolf købt godset Egeland nord for Kolding, hvor greveparret fik 28 år sammen, indtil grevinde Inge døde af kræft i 1996.
Kærlighed på Egeland
To år senere giftede grev Ingolf sig med den 10 år yngre advokat Sussie Hjorhøy Pedersen fra København.
Kærligheden fik dog ikke den standhaftige greve til at opgive sit lille kongerige på Egeland, så den nye grevinde måtte flytte sit advokatkontor til 1.-salen på godset i det sønderjyske.
Herfra har greveparret i snart 17 år med lige dele pligt og fornøjelse passet deres officielle opgaver for kongehuset , og når tiden tillader det, sørger parret for at få set resten af verden.
Hverken ryger eller drikker
Sin standhaftige karakter har grev Ingolf også vist på helt andre felter.
Siden en alvorlig samtale med sin læge tilbage i september 1985 har greven været på vandvognen, og som sin sidste last kvittede grev Ingolf for over fem år siden smøgerne, som han ellers havde pulset på, siden han var en knægt på bare 10 år.
Trods lungesygdommen KOL har greven nu masser af luft til, at han med sit nye knæ kan marchere rundt på sine 327 tønder land, der nu er forpagtet ud.
Den store dag bliver fejret med reception på Munkebjerg Hotel i Vejle.
SE BILLEDERNE FRA GREV INGOLFS LIV I BILLEDGALLERIET HEROVER