31. jul. 2011
Af af Liz Rørsig

Charlotte Rathnov: Der skal ske noget i ferien

Charlotte Rathnov
Charlotte Rathnov
Foto: Thomas Rønn
Den 36-årige skuespiller Charlotte Rathnov har aldrig haft tålmodighed til at sidde stille ret længe af gange. Der skal ske noget!

Skuespilleren Charlotte Rathnov bor på Amager, og når sommervejret indbyder til det, tager hun sønnerne Ole, 3 år, og femårige Laurits, med på kanalrundfart eller på stranden, hvor de bygger de flotteste sandslotte med muslingeskaller som udsmykning. Snart står ferien for døren, og den tilbringer hun og børnene med skuespillerkæresten Jesper Lohmann i sommerhuset i nordsjællandske Udsholt.

- Så skal vi alle "på græs", og ungerne skal ud i haven. Jeg har plantet buske med hindbær, solbær, ribs, brombær, stikkelsbær og blåbær med drengene. Vi har også sat rabarber og lavet et nyt højbed med kartofler og andre grøntsager. Det er sjovt for ungerne at putte frø i jorden og bagefter hive en gulerod op til frokost.

Jeg laver desuden hjemmelavet kirsebærmarmelade på brændeovnen, når den er tændt på kølige aftener. Det er et dejligt frirum at være i sommerhuset, og vi slapper alle af på en helt anden måde. Jeg elsker byen, men det er også dejligt at være på landet, siger Charlotte, da vi møder hende på en hyggelig bådcafé på Christianshavn.

Charlotte er ikke typen, der kan sole sig i en liggestol i flere timer.

- Jeg er for rastløs og har ikke tålmodighed til det. Jeg skal ud og have jord under neglene eller lave vejrmøller med drengene. Vi er også gode til at tage på picnic, og er vejret dårligt, bager vi alle mulige slags kager. Det gælder om at udnytte, at drengene er små, og at de gider alle de ting med mig, smiler Charlotte.

Kreativ mor

Ved siden af skuespillerjobbet har hun denne sommer også travlt med at realisere én af sine mange andre kreative sider. Hun laver nemlig flotte smykker af porcelæn hos Liebe i Kompagnistræde i København.

- Jeg er skuespiller, og det vil jeg være resten af livet, men derfor kan man godt synes, at andre ting er sjove. Jeg er god til at lave noget med hænderne. Lige nu er jeg i fuld gang med at indrette et værksted derhjemme, hvor jeg kan sy og lave smykker. Jeg laver alt muligt ud af genbrugsting. Det kan være, at jeg bruger læderet fra gamle stole til en iPhone-holder eller omdanner farmors gamle nederdel til butterflys og bælter til ungerne. Det er ret sjovt. Jeg er også i gang med at skrive et teaterstykke, som jeg på et tidspunkt godt kunne tænke mig at være instruktør på.

Læs mere om: