9. apr. 2011
Af af Bent Sennewaldt og Ulrik Ulriksen

Alban Lendorf drømmejob: Omgivet af skønheder hver dag

Alban Lendorf
Alban Lendorf
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Alban Lendorf er Danmarks nye balletstjerne. Han nyder hverdagen på Det Kongelige Teater, hvor han er omgivet af skønheder i tyl og tåspidssko.

Man får sved på panden bare ved at se Alban Lendorf træne i en af øvesalene på Det Kongelige Teater. Det ene øjeblik snurrer han rundt i en forrygende piruet foran en af spejlvæggene, det næste sekund hænger han og svæver i luften højt oppe under ovenlysvinduerne i det hvide loft.

- Man skal have kondition og styrke, men først og fremmest skal man have viljen til at danse - også selv om det gør ondt, og alle musklerne er ømme. Lige fra første dag, jeg begyndte på balletskolen, har jeg syntes, det er fedt at danse ballet, fortæller Alban, der var 12 år gammel, da han blev optaget på balletskolen.

Nyder at arbejde med piger

- Jeg har altid holdt af at bruge min krop. Og jeg havde aldrig set en ballet eller tænkt på at blive balletdanser, da min mor en dag foreslog, at jeg jo kunne prøve at blive optaget på balletskolen. Da jeg fandt ud af, at jeg skulle gå i en klasse med syv piger, og jeg var den eneste dreng, syntes jeg, at det var super, lyder det fra den flotte fyr, der er begejstret for kvinder, og som ikke lægger skjul på, at pigerne fra Den Kongelige Ballet er en fornøjelse at være tæt på.

Både i dagligdagen når han træner pas de deux med smukke ballerinaer i teatrets spejlsale, og når han på de store gallaaftener udtrykker inderlig kærlighed til en kvinde i tyl og tåspidssko i for eksempel "Svanesøen" foran 1200 tilskuere på Gamle Scene.

Foretrækker ikke en bestemt type

Alban Lendorf er et hit som danser, og han har mange beundrere. Han har de seneste år også nået at have en kæreste eller to. Det har han for nylig fortalt om i et portræt på TV-kanalen DK4.

- Jeg har været god til at finde et par kærester. Jeg foretrækker ikke en bestemt type. Jeg kunne være kæreste med en eskimo, hvis hun var dejlig. Bare det er en sød pige. Men jeg tror hellere, vi må stoppe den snak her, lyder det fra Alban, der efterfølgende bryder ud i et stort grin. Til BILLED-BLADET vil han dog gerne sige lidt mere. Blandt andet at han er single lige nu, men at han tror på, at han måske kan finde en kæreste blandt sine kvindelige kolleger i balletkorpset.

Læs mere om: