Amalie Dollerup jubler: Jeg er gravid
Stjerneskuespilleren Amalie Dollerup får i år sit livs største rolle.
32-årige Amalie er nemlig gravid, og hun og skuespillermanden Andreas Jebro, 34, venter deres første barn til juni.
- Vi glæder os virkelig meget til at møde det fine, lille menneske, og vi kan næsten ikke vente til det bliver sommer, siger Amalie Dollerup i en pressemeddelelse.
Gravide Amalie har hovedrollen i musicalen ”Mød mig på Cassiopeia”, som har premiere 31. januar på Folketeatret.
Amalie Dollerup har det rigtig godt
- Jeg har det heldigvis rigtig godt og nyder prøverne på vores skønne "Mød mig på Cassiopeia". Jeg kommer til at spille rollen som Polyhymnia, så længe min graviditet tillader det, siger Amalie Dollerup videre.
Karin Nordly-Holst overtager rollen som Polyhymnia efter Amalie Dollerup. Mange vil især huske Karin Nordly-Holst fra Folketeatrets opsætning af "Frøken Nitouche", hvor hun spillede hovedrollen som Frk. Nitouche.
Mød mig på Cassiopeia spiller på Store Scene på Folketeatret til og med den 3. marts, hvorefter forestillingen drager på danmarksturne fra den 14. marts til den 24. maj 2019.