9. nov. 2022
Af Julie Nolsöe

Anders Agger åbner op om tragisk tab: Mistede sin bedste ven

Anders Agger
Anders Agger
Foto: Søren Jul Lamberth
Tv-værten fortæller om det tragiske tab, han gennemgik, da hans bedste ven tog sit eget liv

Journalist og dokumentarist Anders Agger har lavet et utal af tv-programmer.

Foran kameraet har han udforsket smukke slotte rundt om i Danmark, rejst rundt i både Norden og Mellemøsten sammen med sin medvært Anne Hjernøe - og i programserien "Indefra med Anders Agger" tager han seerne med ind bag kulisserne i særprægede miljøer, når han besøger alt fra en retspsykiatrisk afdeling til et reklamebureau.

Men for Anders Agger er der særligt ét af hans mange programmer, der har stor personlig betydning for ham.

Det fortæller han i podcasten ”Det sidste måltid” på Radio4.

Her siger han, at inspirationen til dokumentarserien "Sømanden og Juristen - historier fra et hospice" kom i kølvandet på den store sorg han blev ramt af, da hans bedste ven tog sit eget liv.

Serien kørte på DR i 2011, og handler om menneskers sidste tid og om at tage afsked.

Anders Agger kom på idéen til programmet, da han med sin vens pludselige død netop ikke havde haft mulighed for at tage afsked.

- Grunden til, jeg lavede det, var, at jeg havde en ven, som ikke sagde farvel, og som simpelthen efterlod sin familie og vennerne, hvor jeg var en af dem, der var tæt på, i granatchok, fortæller han i podcasten.

- Jeg var simpelt hen så ked af det og følte mig afmægtig, fortæller Anders Agger, som besluttede sig for at bruge den følelse til at lave sit program.

Taler stadig om det 10 år senere

Dokumentarserien "Sømanden og Juristen - historier fra et hospice" blev sendt på DR for 10 år siden, men Anders Agger oplever stadig at blive spurgt ind til programmet.

Men på trods af spørgsmålene, havde Anders Agger besluttet sig for, at han af hensyn til den afdøde vens nu voksne børn, ikke ville blive ved med at tale om, hvorfra motivationen til programmet stammede fra.

- Siden hen har jeg jo kæmpet med, at de ikke skal føle, at der hele tiden er en historie derude, jeg render rundt og fortæller. Men det er stadig den serie, der bliver spurgt til, fortæller han i ”Det sidste måltid”.

Læs mere om: