10. jul. 2011
Af af Liz Rørsig

Anders Fogh Rasmussen og Claus Elming udfordrer landevejene

Claus Elming og Anders Fogh Rasmussen
Claus Elming og Anders Fogh Rasmussen
Foto: Jacob Ljørring
Claus Elming cykler med kendte navne i en ny programrække ”Kongeetapen”, som vises på TV 2 Sport i løbet af sommeren.

Her optræder han som cykelentusiast, mens Rolf Sørensen er eksperten. Optagelserne på landevejen har lynhurtigt givet Claus, hvad han kalder den helt rigtige cykelrytter-"tan": Kulør kun i ansigtet samt en stribe ned på arme og ben.

Forleden var TV-værten på tur med ingen ringere end NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, der var på besøg i det danske fra Bruxelles. Også han er bidt af cykelsporten og har tre eksemplarer af det tohjulede transportmiddel i henholdsvis Frankrig, Belgien og Danmark. I en kort pause ved Frederiksdal mødte BILLED-BLADET de to veloplagte cykelryttere, hvis rute begyndte og sluttede ved Foghs hus i Nærum.

- Cykling giver god motion og er en alle tiders måde at komme rundt i landskabet på. Når jeg cykler med andre, er der noget socialt samvær, og er jeg alene, er det en god måde at stresse af på, hvis jeg har haft en bøvlet dag. Jeg cykler ikke med Anne-Mette, hun dyrker spinning. Vi har to forskellige tempi, og det er bedst for familiesammenholdet, at vi gør det hver for sig, ler Fogh, som så ud til at nyde at have dansk jord under cykelskoene igen.

Ruten som Anders Fogh cyklede med sin nye cykelven Claus Elming er på i alt 74 kilometer. De to har cyklet sammen før i Frankrig for to år siden, og snakken går ubesværet mellem dem, ligesom humoren er i højsædet.

- Vi slutter i Nærum, og jeg regner med, at Anne-Mette giver kaffe, når vi kommer hjem, Anders, siger Claus, mens Fogh hurtigt svarer med et smil:

- O.k. så vil jeg lige sende hende en sms!

Programmet med Anders Fogh Rasmussen og Claus Elming kan ses torsdag den 7. juli.

Læs mere om: