Anders Lund Madsen sammenligner sit talkshow med palmeø
Anders Lund Madsen tager over, hvor Reimer Bo slap. Den krøllede hjerne skal nemlig have sit eget fredags-talkshow på DR1 fra klokken 21.55-22.25. Den tidligere sorte spejder lover, at der både bliver musikalske indslag og reportager fra verdens brændpunkter iblandet kendte og ukendte gæster.
"De skal bare tage det helt roligt. I virkeligheden handler det her kun om følelser. Efterhånden sker der så meget halløj og ballade overalt i verden, og børnene skriger, og krisen kradser, og alle kvinder er overvægtige, og man har brug for et lillebitte fristed midt i den frådende strøm af begivenheder," forklarer Anders Lund Madsen i en pressemeddelelse fra DR og fortsætter:
"Det Nye Talkshow vil være det fristed. Vi vil være den ø med de to palmer og den hængekøje spændt ud imellem, hvori De kan ligge og få styr på alting, ro i sindet og et smil på læben. Ikke mere. Ikke mindre. Og jeg tror, hængekøjen er lilla," funderer Anders Lund Madsen om talkshowet, der har premiere den 18. september.