5. dec. 2008
Af af Signe Ravn
Anders Matthesen modtog medalje
Anders Matthesen har modtaget Holberg-Medaljen for sit arbejde. Prisen, der har navn efter komedie-mesteren Ludvig Holberg, blev første gang uddelt i 1934.
Foto: Birger Storm
Anders Matthesen er nu blevet anerkendt for sit arbejde af Dansk Forfatterforening, der har tildelt ham Holberg-Medaljen.
Anders Matthesen behøves ikke nøjes med publikums accept, for den etablerede kulturverden har for længst taget Matthesen til sig. Det fik komikeren endnu et bevis på forleden. Da kunne Anden nemlig føje en medalje til bunken af anmelderoser.
Matthesen blev tildelt Holberg-medaljen, der gives til "... en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter eller forfatterinde som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed". Med prisen følger 30.000 kroner.
Dermed er Anders Matthesen kommet i fornemt selskab. Folk som Suzanne Brøgger, Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og Klaus Rifbjerg har tidligere modtaget Holberg-Medaljen fra Dansk Forfatterforening.