20. dec. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Aller Media

Anders W. Berthelsen: Elsker at være far

Anders W. Berthelsen
Anders W. Berthelsen
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Skuespilleren Anders W. Berthelsen er glad for ansvar – særligt når det kommer til hans datter.

Han er fuldstændig vild med hende, og han kan stort set ikke tænke på andet. Anders W. Berthelsen elsker at være far, og modsat de fleste andre forældre står han gerne op om natten, hvis Vigga på fire år har brug for det.

- Nej, jeg har altid glædet mig til at blive far og kunne godt have tænkt mig at blive far som ung. Det var godt at få fjernet fokus fra mig selv. Jeg syntes, det var dejligt, at nogen vækkede mig hele tiden og ville have noget af mig. Alle andre sagde, at når barnet vågner om natten, så skal den ene stå op, så den anden kan sove. Men det var fuldstændig umuligt for mig at blive liggende, når Christina stod op. Nej, så stod jeg også op. Jeg ville være med til at ordne og fikse, forklarer Anders W. Berthelsen i et interview med FEMINA.

Han lægger stor vægt på at opdrage sin datter, så hun får selvtillid, mod og i øvrigt har gode manerer. Og selv om han synes, at det kan være svært at opdrage, så elsker han at være far.

- At blive far var super fantastisk. Noget, jeg havde manglet, faldt på plads, og jeg følte mig helstøbt. Jeg føler også, at farrollen gør mig til en bedre skuespiller. Hvis jeg bare skulle grave mig længere og længere ind i faget, tror jeg, jeg ville have nået den forkerte dybde, forklarer Anders W. Berthelsen.

Zeuthen er en god far

Anders W. Berthelsen har i de seneste måneder været aktuel i "Forbrydelsen", hvor han spillede skibsrederen Robert Zeuthen, hvis datter bliver kidnappet. Og den rolle har bestemt sat nogle tanker i gang hos skuespilleren.

- Ja, jeg kunne jo ikke lade være med at tænke på, hvad jeg selv ville have gjort, hvis det var min datter, som blev kidnappet. Og det gør ondt at tænke sig selv ind i sådan et mareridt, siger Anders W. Berthelsen, der mener, at Robert Zeuthen er en god far.

- Han er en hård far, som ved, hvor skabet skal stå. Han er ikke én, som ruller rundt på gulvet og leger, men han prøver at nærme sig børnene, lyder det fra Anders W. Berthelsen.

Læs mere om: