Anders W. Berthelsen gør grin med fruens graviditet
I "Forbrydelsen" spiller han en fraskilt, men omsorgsfuld familiefar med tjek på forretningslivet. Privat er Anders W. Berthelsen gift og far til fireårige Vigga, men hvordan det har påvirket ham, gør han nu status over i et helt nyt show på Bellevue Teatret med titlen "Far - har du styr på det"?
Det har Anders W. Berthelsen ikke helt, afslører han ærligt til Jyllands Posten. Navnlig ikke med at skulle udlevere de private anekdoter:
- Jeg skal fortælle de historier, der er gode at dele med folk … Det kan være om mine oplevelser med at kigge på min hustru, der bare bliver større og større, mens man selv prøver at være deltagende. Man skal jo lave mad hele tiden og servere det, men når man så skal til at servere den, vil hun ikke have mad, siger han til Jyllands Posten.
Anders W. Berthelsen er gift med produktionsleder Christina Pind, der fødte Vigga i 2008. Og hun er sikkert spændt på, hvad hendes mand finder på at afsløre, når der er premiere fredag den 28. september.