Andrea Elisabeth Rudolph i modvind
Andrea Elisabeth Rudolphs luksuriøse hudplejeserie Rudolph Care bliver af flere eksperter vurderet til ikke at være helt så giftfri og fri for allergifremkaldende stoffer, som Andrea tidligere har fortalt.
"Som meget af det, der står på hjemmesiden, mangler der dokumentation. Det samme gælder påstanden om, at produkterne er giftfri," siger professor i dermatologi Klaus Ejner Andersen fra Odense Universitetshospital til Ekstra Bladet, og giver et eksempel: "Cremerne indeholder kamille, der sagtens kan fremkalde allergi, og det samme gælder bivoks, der også er en af ingredienserne."
Andrea Elisabeth Rudolph, der undgår 26 allergener i sin hudplejeserie, tager dog forbehold på sin hjemmeside rudolphcare.com: "Når noget er kemisk fremstillet er det kontrolleret og man har derfor 100% kendskab til indholdet og virkningen af det færdige produkt. Det er ikke altid tilfældet med naturen, som ingen af os er herrer over. Nogle økologiske ingredienser kan derfor sagtens forårsage allergiske reaktioner."