Andreas hårfine snyd
Overraskelsen var stor, da Vild med dans værten, Andrea Elisabeth Rudolph, trådte ind på gulvet fredag aften med ny korthårsfrisure.
Umiddelbart efter showet afslørede Andrea overfor BILLED-BLADET, at håret var en paryk, og at hun gemte sine egne lange lokker under det korte pjuskede hår.
Selv TV 2's presseafdeling var ikke informeret om joken. Paryk-ideén var udviklet sammen med frisør Søren Hedegaard, der også sørger for, at kronprinsesse Marys altid hår sidder som det skal.
- Jeg syntes, der skulle ske noget nyt, fortalte Andrea. Hun havde set frem til at overraske alle ved, fredagen efter, at have sit lange hår tilbage.
BILLED-BLADET gik med på spøgen og valgte ikke at afsløre TV-værten, men selvom det lykkedes Andrea at fuppe i fredagens show, holdt hemmeligheden ikke en hel uge.
Det er blevet afsløret at Andrea fredag aften igen vil være iført langt hår - medmindre hun laver en ny hårrejsende overraskelse og faktisk lader sig klippe korthåret.