Anja Steensig havde primadonna-nykker
Det er ikke uden omkostninger at være skærmansigt, og for Anja Steensig betød en alt for presset arbejdskalender, at hun gik ned med stress, da hun i sin tid optog TV3-programmerne 'Åbent hus'. Det fortæller hun i den nye bog 'Jeg havde lagt viskestykkerne sirligt sammen - i køleskabet!'.
"I stedet for at tale stille og roligt om tingene, fik jeg et hysterisk anfald og opførte mig primadonnaagtigt og helt utilladeligt. Jeg kan huske, at min redaktionschef gik helt tæt på mig…og sagde: 'Det der…Det er bare ikke i orden!' Og så brød jeg fuldstændig sammen," fortæller Anja Steensig i bogen.
Anja Steensig er heldigvis ovenpå igen, og hun har et godt råd til andre, der har så travlt, at stressen lurer: "Motion gør en kæmpe forskel for dit velbefindende. Når du bevæger dig, bliver der simpelthen udløst nogle stoffer i hjernen, som hjælper dig," siger hun ifølge ALT for damerne.