Anne Laxholm: Derfor snakker jeg som i 1973
I ti sæsoner har danskerne hver fredag set, hvordan Anne Laxholm sammen med resten af dommerpanelet har været med til at give de mange dansepar i Vild med dans karakterer for deres mange danse. Og danskerne har også hørt, hvordan Anne Laxholm på et sofistikeret og elegant dansk har givet danseparrene konstruktiv kritik og masser af roser.
Men hvorfor er det, at Anne Laxholm taler et så sofistikeret dansk – eller som hun selv beskriver det: Dansk som man talte det i 1973.
Forklaringen finder man i de 29 år hvor Anne Laxholm sammen med sin mand og dansepartner Hans Henrik Laxholm boede i England, som var stedet at være, hvis man var danser.
Alt blev kastet op i luften
I 2001 vendte parret og deres datter hjem til Danmark igen, og det var ikke let.
- Det var, som om nogen havde taget mit liv og kastet alting op i luften og sagt, værsgo, start forfra. Jeg troede, jeg var ved at blive skør til sidst, fortæller Anne Laxholm og indrømmer at det første år hjemme i Danmark var ret rædselsfuldt.
– Ét var, at da jeg kom hjem, talte jeg dansk, som man gjorde i 1973, og det var altså ganske anderledes end det dansk, der blev talt i 2001. Men da vi kom hjem, forventede folk, og det forventede vi også selv, at vi kunne huske og vidste, hvordan alting var. Og der var alligevel så mange ting, der havde forandret sig. Vi havde vores personnumre, men næsten alt andet skulle vi skaffe og begynde forfra med, siger hun.
Vi havde intet sted at bo
Og det første år var en kamp på mange punkter.
– Vi havde ikke vores eget sted at bo. Den grund, vi skulle have bygget hus på, gik til en anden køber i sidste øjeblik. Så vi startede med at flytte ind i min mors hus. Hun døde desværre, få måneder før vi kom tilbage, så det stod tomt. Vi opmagasinerede vores ting, og jeg, der bare har det bedst, når jeg har mine egne ting omkring mig, gik pludselig dér i mit barndomshjem, hvor alting stod, som det havde stået i min barndom. Men hverken min mor eller far var der mere. Det var hæsligt, husker Anne Laxholm.
Hun havde – og har - heldigvis en veninde, der godt kunne se, at der skulle ske noget for den på det tidspunkt 50-årige Anne Laxholm.
– Hun hev mig med til gymnastik og var der for mig hele tiden. Så lige så langsomt begyndte jeg at få nogle holdepunkter igen, og vores hverdag begyndte at tage form. Og da vi så fik en grund i Rungsted og fik bygget vores hus og flyttede ind, faldt alt ligesom på plads og til ro, siger hun.
LÆS OGSÅ:
- Når holdet bag Vild med dans holder efterfest fredag efter programmet er slut, så er Anne Laxholm ikke med. På søndag.dk fortæller hun hvorfor
- Anne Laxholm har i flere tilfælde haft kræft helt tæt ind på livet. Det fortæller hun om her – og om hvordan hun ikke vil lade sig styre af frygten for diagnosen