
Anne Laxholm sælger drømmehuset: Nu reagerer hun

For 25 år siden kom Anne og Hans Henrik Laxholm hjem fra London og fik bygget et 230 kvadratmeter stort hus på den grund, de havde købt ved Rungsted Kyst.

Så huset er præcis, sådan som de gerne vil have det. Alligevel har de valgt at sætte det til salg.
- I år har vi boet her i 24 år. Vi sætter pris på at både hus og have står pænt, og nu vil vi gerne have noget mindre, forklarer Anne Laxholm til BILLED-BLADET.

I sommer valgte 74-årige Anne Laxholm og Hans Henrik Laxholm, der netop har rundet 76, at sælge deres danseskole i Hørsholm, som er blevet overtaget af Soffie og Jesper Dalsgaard.
- Men vi er på ingen måde gået på pension. Vi underviser begge i turnerings dans, fortæller Anne Laxholm. Ægteparret giver enetimer – hver for sig – både hos Soffie og Jesper Dalsgaard og hos Sportsdanserforeningen KAF – Københavns i Grøndalcentret.
Den nye bolig
- Vi har begge danset, siden vi var 15-16 år, så det holder man ikke sådan lige op med – og det er virkelig inspirerende at undervise, lyder det fra den tidligere ”Vild med dans”-dommer.
Ægteparret er begyndt at kigge efter deres kommende bolig.

- Vi vil gerne blive i området og tænker, det bliver en lejlighed eller et rækkehus, vi køber. Der skal helst være en lille have – eller en overdækket terrasse. Også så vores hund, Bella, kan komme ud.
- Men vi skal have solgt huset først. I morgen kommer der for første gang nogen og kigger på det, så vi har ikke travlt.

- Det ville da være skønt at være på plads inden golfsæsonen starter, men det tvivler jeg på, vi når.
- Vi har også en masse ting, vi skal skille os af med, når vi skal ned på mindre plads, konkluderer Anne Laxholm.