Anne Linnet: Børnene min hårdeste opgave
Den 56-årige sanger og komponist er om nogen krop og sjæl i dansk musik og har besunget de fleste menneskelige følelser fra lidelse til liderlighed.
Anne Linnet har kunnet sætte ord og melodi på det hele, ligesom hun i familien har lagt vægt på, at man kan tale om alt.
- Man skal ikke være bange for at komme til sine forældre med alt mellem himmel og jord. Fra ægteskabet med den afdøde jazzmusiker Holger Laumann har hun Evamaria, 36 og Marcus, 32 år. Siden fødte hun Alexander på 21 år, og for otte år siden adopterede hun to rumænske børnehjemsbørn, Maria og Peter, som i dag er 20 og 15 år.
De to yngste er godt i vej, men Anne Linnet indrømmer, at det var sejt i starten.
- Det er en helt anderledes opgave end med børn, man selv føder og lærer at kende fra begyndelsen. Det har da været hårdt indimellem, men det er gået rigtig godt, og de er pæredanske nu. Maria læser til sygeplejerske, og Peter går stadig i skole, siger hun.
- Børn, der har haft en svær start i livet, møder ligesom med en harddisk, man først skal ind og nulstille, før man kan begynde at fylde på med tryghed, tillid og alle sådan nogle ting, som man almindeligvis bare tager for givet.