Anne-Mette Rasmussen vil lave danseshow til diplomat-middag
Anne-Mette Rasmussen har tidligere fortalt, at hun og Anders Fogh godt kunne finde på at tage en svingom i stuen, og det er tilsyneladende en tradition, som den tidligere brevkasseredaktør har tænkt sig at fortsætte, når hun og Fogh om kort tid skal have alle Natos diplomater til middag.
"Det er traditionen, at man spiser hos hinanden, så det bliver da lidt spændende. Måske arrangerer jeg et lille danseshow for dem," fortæller Anne-Mette Rasmussen til B.T..
Og måske er det utraditionelle indslag endnu et tegn på, at Anne-Mette har mere end almindeligt svært ved at slippe mindet om sin 'Vild med dans'-deltagelse: "Jeg savner vores hold, dét at bygge en dans op og hele stemningen omkring det. Så jeg bliver nok lidt sentimental," siger Anne-Mette om sæsonpremieren på 'Vild med dans' den 18. september, hvor hun regner med at sidde blandt tilskuerne.