Anne-Mette Rasmussens barnebarn bliver en pige
Statsministerparret Anne-Mette Rasmussen, 50, og Anders Fogh Rasmussen, 55, tæller dagene, til de bliver bedsteforældre for første gang, når deres ældste datter, Maria, bliver mor til marts.
- Det bliver en pige. Man ved jo aldrig helt, men det viser scanningen. Jeg glæder mig meget. Jeg kan ikke love, de selv får lov til at beholde barnet, lød det med et glimt i øjet fra Anne-Mette, da hun sammen med Anders deltog i optagelserne til TV 2s årskavalkade.
Også statsministeren glæder sig til at være sammen med sit barnebarn, og ifølge Anders vil den lille ny blive fuldt aktiveret.
- Jeg har store planer, erklærede han med et smil.
Den vordende mormor får fra årsskiftet sin egen brevkasse i Familie Journal, hvor hun skal svare på spørgsmål om børn og børnebørn - og hun glæder sig til at gøre nytte af egne erfaringer.
- Jeg elsker børn og deres spontanitet. Det er jo derfor, jeg er uddannet pædagog. Heldigvis kommer vores barnebarn til at bo tæt på, så vi kan få stor glæde af hinanden, fastslog førstedamen, der blot skal tage turen fra Nærum til København for at besøge sit kommende barnebarn, Maria og svigersønnen Jesper.