Anne Sofie Espersen: Børn skal ikke opleve, hvad jeg har
Det ligger Anne Sofie Espersen meget på sinde at hjælpe udsatte børn, derfor har hun sammen med sin "Vild med dans"-partner Mads Vad kontaktet de danske julemærkehjem for at yde støtte. Den 38-årige skuespillerinde, som man kan følge hver aften i TV 2's julekaldender, "Ludvig og Julemanden", har selv haft mobning tæt inde på livet i skoletiden og vil derfor gerne gøre en indsats for at bringe andre børn ud af den ubehagelige situation. Men også oplevelser i "Vild med dans" har givet Anne Sofie lyst til at kæmpe mod mobningens greb.
- Det er desværre et meget dansk fænomen blandt børn og voksne at stemple andre, som stikker ud af mængden og udråbe dem til et eller andet. Det er sørgeligt at mærke den forråelse, der er sket. På Facebook var der et fast kor af skribenter, der havde en rå tone og kaldte mig for klam, grim og liderlig i "Vild med dans". Jeg havde lyst til at svare tilbage: "Av, av. Hvorfor skriver I det? I kender mig jo ikke".
- Som mor bekymrer det mig også, når børn er på Facebook eller sms og måske oplever noget af det samme. Jeg blev drillet i skolen, men i dag er det jo ikke kun i skolegården og i klubben om eftermiddagen, man kan blive udsat for det. Det fortsætter jo hele aftenen, og børnene får aldrig fred, understreger Anne Sofie.
Skolen var en svær tid
Opvæksten i Hirtshals i fattigfirserne med fiskerikrise var lidt af en kamp for skuespillerinden, der var efternøleren med to storesøstre: Den syv år ældre Lene Espersen og Marie Louise, der er seks år ældre.
- Min mor gik hjemme, mens min far var fiskeeksportør og ejede en stor virksomhed. Jeg havde masser af nærvær fra mine forældre og løb ubekymret ud af de stier, som mine søstre havde trådt for mig. Jeg blomstrede, spiste grådigt af livet og var lidt for meget fremme på beatet. Jeg gik i noget andet tøj end mine klassekammerater på Hirtshals Kommuneskole og kunne lide Prince og Madonna, som man bare ikke skulle synes om.
- Jeg kom i puberteten som én af de første, og det syntes de andre piger var ulækkert. Min stædighed og insisteren har nok provokeret mine klassekammerater, men jeg var ret sejlivet og vedholdende, fordi min familie sagde, "stå fast min due, bare af sted med dig". Det udviklede sig til et mareridt, og jeg blev frosset ud. Jeg rendte hjem til min farmor og græd i frikvartererne. Hun tog mig i hånden og fulgte mig tilbage til skolen. "Nu sidder jeg herude og venter på dig. Du kan kigge ud, og jeg sidder her", sagde hun, men til sidst blev det for ondt.
- Jeg kan næsten ikke bære at tale om det.