Annemette Krakau: God påske med BILLED-BLADET
Sidste år i påsken var jeg i Sverige for at holde nogle fridage med familien i vores sommerhus. Vi havde set frem til en masse piblende forår og små farvede påskefjer i træerne (en af svenskernes yndlingstraditioner). Men virkeligheden blev en hel anden. For vi druknede i sne og frost! Træernes grene var dækket af et tykt, hvidt snelag, og børnene lavede snemænd og snelygter.
Sådan var 2008. Andre år har vi i påsken siddet udenfor i havemøblerne og nydt solens stråler, foråret og de gule påskeliljer. Og børnene har tonset rundt i forårstøj og ledt efter påskeharens æg...
Summa summarum: Påskens vejr kan man ikke stole på. Det er som vinden blæser og afhænger af vejrgudernes lune.
Til gengæld kan ingen ændre på, at de fleste af os har fem fridage i påsken. Og her kan man i hvert fald regne med sig selv og sine egne traditioner, der for rigtig mange byder på påskefrokoster, hygge og samvær med familien. Men måske også det, som jeg i hvert fald elsker: Absolut ingen planer!
Som ekstra underholdning til en afslappende og hyggelig påskeferie får du i dag et ekstra stort TV-blad med BILLED-BLADET, hvor du bl.a. finder en udvidet guide over alle påskens gode film og TV-programmer. Der er nok at gå i gang med!
God fornøjelse med det hele. Og rigtig god og hyggelig påske - hvad end den skal bruges til - og uanset vind og vejr!