Annemette Krakau: Jeg føler med Jespers forældre

Den 3. november 1988 blev Jesper Egtved Hansen dræbt. Han blev skudt under et røveri mod Købmagergades Postkontor af et medlem af Blekingegadebanden, mens han passede sit job som politibetjent.

Jesper var min klassekammerat. Jeg gik i gymnasiet med ham. Vi gik på sproglig linje, og Jesper var en af de få haner i kurven blandt en masse piger. En rolle han nød i fulde drag, og som gjorde ham til et naturligt - og elsket - midtpunkt. Han var en humørbombe. En rigtig glad dreng. Han var begavet, pligtopfyldende og god til sport. Han elskede at drille, at synge og danse. Han farvede sit lyse hår og hans cool, røde sko blev legendariske.

Da vi havde det allersidste, store gymnasiebal i 3.g med gallatøj og lancier, var Jesper min dansepartner, da vi stolte marcherede ind i den store aula i snorlige rækker. Og den 18. juni 1985 blev vi studenter. Jesper skrev en hilsen i min studenterhue, og vi kørte i hestevogn rundt til alle vores forældre. Og så blev der festet. Vi dansede til Tøsedrengene, Depeche Mode og tv.2 og var fuldstændig ubekymrede. Verden var åben og lys, og vi kastede os ud i den og blev spredt for alle vinde.

Tre et halvt år senere blev Jesper skudt. Han blev 22 år.

I sidste uge fik et tidligere medlem af Blekingegadebanden taletid overalt. Jeg forstår bare ikke hvorfor? Jeg så ham i TV i ekstraudsendelser - live - både her og der, og jeg hørte ham i radioen rigtig mange gange. Selv forklarede han, at det var en slags soning, og at han stod frem for sin egen skyld.

Jeg føler med Jespers forældre.