11. dec. 2008
Af af Annemette Krakau

Annemette Krakau: Tænk på Stein Baggers datter

Annemette Krakau
Annemette Krakau
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
BILLED-BLADETs chefredaktør får ondt af at tænke på den lille pige.

Han flygtede fra Dubai til New York, kørte tværs over USA i en lånt Audi og meldte sig selv på en politistation i et af Los Angeles' mest belastede kvarterer. Og imens blev familie, venner og forretningspartnere slået ud på knockout. Alt omkring Stein Bagger væltede som i et domino-spil, og nye oplysninger føjer nu hver eneste dag nye brikker til puslespillet om en af de største gåder i nyere tid. Sagen Stein Bagger er bedre, eller værre om man vil, end et manuskript fra Hollywood.

Stein Bagger er sigtet for dokumentfalsk og bedrageri. Men den menneskelige side af sagen hører med til historien, og det også dét drama, som hele Danmark snakker om.

Aviser og nyhedsudsendelser på TV og i radioen har - fuldt forståeligt - sat fuld power på Bagger-blussene. Historien sælger aviser og fastholder seere og lyttere. Og i udlandet er de også med. Forleden var nyheden om den 41-årige bedragerisigtede direktør fra Hellerup i Danmark f.eks. en af de mest læste på kæmpestore Los Angeles Times' hjemmeside.

Jeg er sikker på, at Sagen Stein Bagger vil leve i medierne på maksimalt blus i mange uger endnu. Herefter vil der nok blive skruet lidt ned, mens efterforskningen finder sted, og til slut fyret op igen, når efterspillet bliver offentligt, og der skal afsiges dom.

Ét sted bliver sagen dog nok aldrig helt glemt: Hos familien og ikke mindst hos Stein Baggers 8-årige datter, som jeg ikke kan undlade at sende mange tanker. Den december måned, der i børnenes verden er så magisk, blev pludselig starten på en ny virkelighed for hende. Det gør ondt at tænke på.

Læs mere om: