
Annette Heick advarede Jesper: Få sekunder senere kæmpede han for sit liv

En hyggelig familieferie i Thailand tog en dramatisk drejning for Annette Heick og Jesper Vollmer for 10 år siden.
Ægteparret glemmer aldrig den skæbnesvangre dag den 21. januar 2015, hvor familiens liv blev ændret for altid.
De havde fire dage tilbage af deres ferie på øen Phuket, og Annettes forældre, Keld og Hilda Heick, var netop rejst hjem, da ulykken skete.
Ægteparret og deres sønner, Eliot og Storm, valgte at tage til stranden efter morgenmaden - præcis som de andre dage.
Men det blev ikke en dag som alle andre. Denne dag var der store bølger, og det var netop årsagen til, at stranden næsten var helt tom. Alle andre blev oppe ved poolen.
- Jeg syntes, at de store bølger var meget spændende, så jeg sagde til Annette, at jeg lige ville tage en dukkert, fortæller Jesper Vollmer til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hun har en sjette sans og sagde ”pas nu på”, og jeg sagde, at det skulle jeg nok og løb ned mod vandkanten.

Var fuldstændig lammet
I dag ville den 51-årige kok ønske, at han havde lyttet til sin hustrus advarsel. For badeturen gik helt galt.
- Jeg hoppede på hovedet ud i den bølge, der var på vej ind. Men i stedet for at komme igennem bølgen, blev jeg slået med baghovedet ned mod sandbunden, hvor jeg brækkede nakken, mindes Jesper Vollmer og tilføjer med alvorlig stemme:
- Jeg var fuldstændig lammet og lå og flød rundt med hovedet under vand. Min sjette nakkehvirvel var knust, men jeg kunne godt dreje hovedet og få luft. Men jeg var helt i panik.

Heldigvis blev han reddet op af vandet i sidste øjeblik, og i dag kan Jesper Vollmer og Annette Heick se tilbage på de skæbnesvangre minutter, hvor deres liv blev vendt på hovedet.
Her ses ægteparret med deres to sønner, da Jesper var indlagt.

I BILLED-BLADET nr. 22, der er på gaden tirsdag den 27. maj, kan du læse et stort og gribende interview med Annette Heick og Jesper Vollmer om ulykken, der ændrede deres liv for 10 år siden.
