15. apr. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Annette Heick og kendte synger for kulturen

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/09anette_heick_mamma_mia_bb_2sl9466_1aaa.jpg
Foto: Søren Lamberth
Kulturen bygger bro i en ny, smuk musikvideo, som Annette Heick har taget initiativ til under coronakrisen, hvor kulturen er presset.

Mange er ramt af coronakrisen, og det gælder i høj grad også de mange forskellige kulturinstitutioner rundt omkring i Danmark.

Og nu har Annette Heick taget et smukt initiativ i kampen for kulturen - KulturenByggerBro.

Med hjælp fra en række kendte danskere har hun stået i spidsen for en ganske særlig musikvideo, der sætter fokus på de mange former for kultur, vi har i Danmark.

Annettes Heicks smukke ide

- Jeg fik ideen, fordi jeg sad og havde en lille rundbordssnak med mine børn om, hvad vi synes, der manglede at blive gjort fra kulturens side ved det her. De kom med en masse sjove ideer, og ud af det sprang den her tanke med at lave en musikvideo med mobiltelefoner, fortæller Annette Heick.

I musikvideoen synger hun og en række andre kulturpersonligheder hittet ”Shallow”, og de medvirkende var meget positive over for ideen lige fra begyndelsen.

- Folk har haft ja-hat på. Der er så mange genrer med, også sport og mad og museer og sommerrevyer. Nogle gange glemmer folk, at det også er kultur, forklarer Annette Heick.

Mange bliver rørt

Blandt de mange medvirkende i musikvideoen er operasanger Gert Henning-Jensen, forfatter Sara Blædel, bokser Sarah Mahfoud, revydirektør Mickey Pless, fodboldspiller Thomas Delaney, balletdanser Ide Praetorius, kokkene Claus Meyer og Adam Price, violinist Kim Sjøgren, komiker Melvin Kakooza og mange flere.

Og musikvideoen har allerede fået mange rosende ord med på vejen.

- Det vælter ind med reaktioner, og kollegaer skriver de sødeste mails. Jeg havde ikke tænkt det, men mange bliver rørt. Det vækker nogle følelser, og det er dejligt, for det er det, vi mangler nu.

Se den rørende musikvideo herunder.

Læs mere om: