
Annette Heick sparkede til en mand, der lå ned: Jeg var simpelthen så rasende på Jesper

Annette Heick og Jesper Vollmer glemmer aldrig den dag for 10 år siden, hvor deres liv blev vendt på hovedet.
Jesper Vollmer brækkede nakken i en voldsom badeulykke i Thailand, og efterfølgende måtte han igennem en omfattende genoptræningsperiode for at få så meget førlighed tilbage i kroppen som muligt.
Ægteparret har holdt sammen i tykt og tyndt, men erkender, at bølgerne – bogstaveligt talt – har gået højt derhjemme.
Særligt, da Jesper blev udskrevet og var tilbage i familiens hus i Sverige, hvor de boede på det tidspunkt.

Annette havde i mellemtiden spillet ”My Fair Lady” i Aarhus og havde haft dobbelt op på alt arbejde.
- Jesper kom hjem og sagde ”nu skal I se, hvad jeg kan med min tommeltot” og var pakket ind i folk, der roste ham for hans gåpåmod og fremgang, fortæller Annette Heick til BILLED-BLADET og tilføjer:
- På et tidspunkt sagde jeg ”nu gider jeg simpelthen ikke høre mere om den tommeltot. Du kunne tage og spørge til børnene og interessere dig for, hvad vi laver herhjemme”.

Den 53-årige sangerinde husker tydeligt, hvor arrig hun blev på sin mand.
- Jeg var simpelthen så rasende på Jesper til sidst! Jeg gav ham sådan en opsang, og det var hårdt for begge parter, for det var også hårdt at sige. Der sad manden i en kørestol og fik at vide, at han ikke slog til. Det er eddermane barske løjer, erkender Annette Heick og tilføjer:
- Men Jesper var fuldstændig fantastisk og tog imod det og sagde ”tak, fordi du orker at sparke til en, der ligger ned”. Det åbnede op for vores første alvorlige snak.

