Anni Brinch forsvarer Erik
Sagen om Anni og Erik bliver ved med at udvikle sig. Selvom Anni Brinch for nylig har fortalt, at hun er helt nede i kulkælderen, så tager hun alligevel sin kommende eksmand i forsvar efter, at det er kommet frem, at han har købt hendes blå Jaguar hos et firma, der fuskede med registreringsafgiften.
"Ja, det er jeg 100 pct. sikker på," svarer Anni Brinch på Ekstra Bladets spørgsmål om, hvorvidt Erik handlede i god tro, da han fik 10 procent rabat på det dyre bilkøb i 2007. Hun forklarer samtidig, at Erik var blevet henvist til stedet af gode venner, der selv fik op til 30 procent rabat på de dyre biler.
Heldigvis for rigmanden har politiet opgivet at sigte ham for skattesvindel. Ifølge Ekstra Bladet har de i stedet vurderet, at Erik Damgaard handlede 'groft uagtsomt', og derfor slipper Erik med at betale en afgift på i alt 800.000 kroner på grund af forhandlerens fusk.