14. dec. 2022
Af Julie Nolsöe

Bagedyst-Sæþór siger fra overfor hadbeskeder om sit forhold: Derfor fik jeg nok nu

Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson 
Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson
Foto: Søren Jul Lamberth
Bagedystvinderen Sæþór Kristínsson modtager fordømmende og nedladende kommentarer, når han deler billeder sammen med sin kæreste, danseren Thomas Evers Poulsen. Nu siger han fra

“Den store Bagedyst”-vinder Sæþór Kristínsson gør nu op med de hadbeskeder han får, når han deler billeder sammen med sin kæreste, "Vild med dans"-danseren Thomas Evers Poulsen.

Det gør han ved at dele en række billeder, hvor parret ses kysse hinanden.

– I anledning af det lort jeg/vi har modtaget, de sidste par gange vi har delt et opslag med et kys – får I lige lidt mere homoseksuel kærlighed, indleder han sit opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele.

Modtager ofte homofobiske beskeder

Overfor BILLED-BLADET fortæller den islandske bagestjerne, at han ofte bliver mødt af homofibi i kommentarsporet på sine sociale medier.

- Jeg er træt af, at hver gang jeg eller Thomas, eller andre homoseksuelle par, deler deres kærlighed, skal vi mødes med homofobiske beskeder og kommentarer - og jeg havde egentlig bare brug for at sige fra og skyde lidt den anden vej, fortæller han til BILLED-BLADET.

Han fortæller også, hvad der gjorde, at bægeret af nedladende kommentarer flød over netop nu:

- Grunden til at jeg delte opslaget er, at jeg vågnede op til endnu en kommentar med emojis, der brækker sig på et af mine opslag - og så blev jeg bare træt.

Én kommentar er én for meget

Sæþór Kristínsson bliver mødt af homofobiske kommentarer hver eneste gang, han deler et billede sammen med sin kæreste, og selvom han efterhånden forventer det, er det bestemt ikke noget, han vil acceptere.

- Min grænse for hvad jeg modtager blev nået for længe siden. Vi modtager som sagt lort hver gang, vi deler noget af den kaliber, og havde det kun været én besked eller kommentar, ville det stadig være én for meget, siger han til BILLED-BLADET og kommer med et opråb til alle:

- Vores kærlighed har lige så meget ret til en tilstedeværelse på de sociale medier, og vi burde kunne få lov at dele det uden at blive mødt med hadske kommentarer og beskeder.

Læs mere om: