1. mar. 2009
Af af Ulrik Ulriksen

Bent Fabricius-Bjerre og Camilla Arndt: Vores første kys

Bent Fabricius-Bjerre og Camilla Arndt
Bent Fabricius-Bjerre og Camilla Arndt
Foto: Lars Laursen
Miniserie: De kendte fortæller historien om første gang, deres læber mødtes.

- Bents første kys på kinden imponerede mig ikke. Men da jeg fik det første rigtige kys af Bent, så måtte jeg overgive mig. Så kunne jeg mærke, at den var god nok. Det føltes rigtigt og dejligt, fortæller Camilla, som også forklarer, hvorfor hun faldt for Bent.

- Jeg synes, det har noget med karaktertræk at gøre. Om man godt kan lide at tale sammen. Altså jeg kan huske, at det var meget nyt for mig, at vi talte så meget sammen. Det syntes jeg var rigtigt rart. Det er jo sådan noget, vi kvinder godt kan lide, siger hun.

- Jeg tænkte ikke specielt på, at Camilla var en del yngre end mig. Jeg syntes bare, at hun var en dejlig pige. Og så blev jeg forelsket. Det var der jo ikke noget at gøre ved, kommer det lidt mere kortfattet fra Bent Fabricius, der mødte sin Camilla, mens hun var ansat i et arkitektfirma i hans ejendom i Nyhavn i København. Nu har parret været gift i snart fire år. Og Camilla har gode råd til, hvordan man bevarer alt det positive i forholdet.

- Vi har fælles værdier. Er enige om de basale ting i tilværelsen. Det er nok vigtigere, end man ofte er tilbøjelig til at sige. Man siger altid, at modsætninger mødes, og sød musik opstår. Jeg tror egentlig, at der skal være flere fællesnævnere end modsætninger, siger hun.

Læs mere om: