Blachman truer med at stoppe
Om det er en reel trussel eller blot de forberedende øvelser til næste sæsons lønforhandlinger vides ikke, men i hvert fald fortæller Blachman nu, at han regner med at stoppe som dommer i 'X Factor', når denne sæson er slut.
"Jeg har fundet tre virkelig gode sangere. En af dem vinder sandsynligvis, og jeg vil gerne lave en plade med dem alle sammen, men så er det sateme også forbi," siger Thomas Blachman til Ekstra Bladet.
Og hvad vil Blachman så tage sig til? "Jeg er en rastløs natur, og den rastløshed kan jeg kun overføre til musik. En eksplosiv musik, der vil mange ting følelsesmæssigt, og det er sådan noget, man hører i den nye koncertsal i DR Byen. Den koncertsal skal bare blive min nye arbejdsplads. Det bliver derude, man kommer til at høre min musik. Mindre kan ikke gøre det," lyder det selvsikkert fra Blachman i avisen.