11. apr. 2013
Af af Trine Larsen

Advokat: Christian Kjær udnyttede Janni Spies

Christian Kjær
Christian Kjær
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Den tidligere rejsedronnings advokat lagde pres på Christian Kjær i retten torsdag.

Den gode tone og de mange smil, der ellers har præget parterne i retssagen mellem Janni Kjær og hendes tidligere ægtemand, advokat og hofjægermester Christian Kjær, forsvandt på retssagens tredje dag.

Kun enkelte gange var der smil at spore, ellers var det tydeligt at trætheden, den store koncentration og de mange svimlende tal også er begyndt at tære på hovedpersonerne.

Men det var også en alvorlig dag, for ikke alene skulle Christian Kjærs bogholder, en tidligere Spies-ansat, Marie Kærgaard, afhøres, men også parrets fælles revisor gennem flere år, Ole Svendsen, skulle aflægge forklaring.

Begge afgav forklaringer, der gik Janni Spies imod, for de tegnede et billede af Janni Spies, som en kvinde med usædvanlig godt styr på det økonomiske, en man ikke kunne løbe om hjørner med og som altid gik til bunds i de mindste bilag.

Et andet billede end det retten fik i går, under partshøringen af Janni Spies, hvor man fik indtryk af, at økonomi, skatteafskrivninger og negative aktie-nedskrivninger ikke var Jannis spidskompetance.

- Jeg har altid havde beundret Janni...fordi hun var så omhyggelig med at gennemgå regnskaberne, fortalte revisoren så pludselig i dagen afhøring.

Han fik senere hårde ord med på vejen af Jannis advokat, Eigil Lego Andersen, der mente det var uhørt og utilstedeligt, at Ole Svendsen kunne være revisor for begge parter under ægteskabet og hæve to honorarer.

Det sagde han bl.a. da han efter frokost indledte prodeduren, hvor han tegnede et lidet flatterende billede af parrets økonomiske samliv, hvor han bl.a sagde at der var tale om røveri ved højlys dag og at " Christian Kjær generelt havde beriget sig på Jannis bekostning".

- Man kan sige, at Janni var naiv. Men at være naiv er også at vise tillid og man har lov til at være tillidsfuld, når man er gift, sagde Jannis advokat, Eigil Lego Andersen bl.a i proceduren, der varede fra 12.30 til 15.45, kun afbrudt af to kortere pauser.

I morgen fredag på retssagens sidste dag, er det Christian Kjærs advokat, Karoly Némeths tur til procedure, og så vil landsdommerne formentlig allerede i næste uge komme med en forhåndstilkendegivelse af, hvor dommen fører hen.

Det kan føre til forlig mellem parterne, men ønsker Janni Spies og Christian Kjær en domfældelse i sagen, sker det formentlig i juni.

Læs mere om: