Bettina Allers ene tvilling skambidt af abe
Aller-direktør Bettina er vel af sted på sin verdensomsejling med sine tvillinger Marco og Louis sammen med sin franske ægtemand Jean-Gabriel. Rejsen i parrets båd er nu nået til det nordlige Afrika, nærmere bestemt Marokko.
Globetrotteren fortæller løbende spændende nyt fra familiens oplevelser på den store rejse, og via hendes blog får man indblik i de mange oplevelser, de kommer ud for - og det er til tider ikke helt ufarligt.
Således fortæller Bettina om en dramatisk oplevelse på Gibraltar for nogle dage siden, hvor den lille familie på udflugt fik et væmmeligt møde med øens mange aber.
Familien var taget med kabelbanen til toppen af den berømte Gibraltarklippe, og her gik det hurtigt op for Aller-direktøren, at områdets mange aber bestemt ikke følte sig underdanige. Inden hun havde set sig om, kæmpede hun en indædt kamp med en stor han-abe om sin taske, der indeholdt frokost, pung og mobil. En kamp, som den viljestærke Bettina vandt.
Men mens opmærksomheden var rettet mod tasketyven, havde en anden abe sneget sig hen til den ene tvilling og bidt ham hårdt i armen. Marco græd naturligvis som pisket, og der gik lidt tid, før alvoren i situationen gik helt op for selskabet.
På Marcos arm synede et blodigt tandsæt af både under- og overmund med tydelige hjørnetænder fra en abe.
Efterfølgende blev drengen tilset af en læge, og selv,om mor Bettina viste alt den omsorg, en mor kan, gik der længe, inden Marco igen kunne falde til ro.
Du kan følge Bettina Aller og hendes lille families spændende oplevelser og rejse på hendes blog - klik her og følg med! (link fjernet)