1. dec. 2011
Af af Casper Nielsen

Brødrene Price åbner deres restaurant

Adam Price og James Price
Adam Price og James Price
Foto: Birger Storm
Adam og James Price står klar ved kødgryderne, når dørene til brødrenes nye restaurant i dag åbnes.

Seere har søndag efter søndag spist af hans hånd, men forfatteren bag DRs "Borgen" Adam Price har nu serveret sit sidste afsnit af den populære serie. Først i foråret 2013 disker han op med en fortsættelse af Birgitte Nyborg alias Sidse Babett Knudsens regerings genvordigheder.

Fra i dag, torsdag den 1. december, retter forfatteren fokus mod restaurant "Brd. Price", som han åbner i det indre København sammen med sin bror James. Det er en drøm, de to madglade brødre har næret længe, og ambitionen er at servere alt det de selv elsker.

"Fra kaviar til bankekød", som de formulerer det. Midt i stegeosen kan Adam Price dog glæde sig over, at "Borgen"s første 10 afsnit er blevet solgt til USA, hvor den i øjeblikket vises med danske undertekster på netværket Link TV.

Hylder demokratiet

- Den lanceres i staterne under sloganet, "Borgen - learn to speak danish", sagde Adam, da han i weekenden var gæst i TV 2s Weekend Weekend. Idéen til "Borgen" fik Adam Price i et fitnesscenter, netop som Anders Fogh Rasmussen udskrev folketingsvalg i 2007.

- "Jeg magter det ikke", lød det fra en stor pumpet fyr, som stod og så det på en skærm ved siden af mig, og det fik mig til at tænke, at man ude i verden går i krig for at sikre demokratiet, mens at vi herhjemme, hvor vi har det, åbenbart slet ikke orker det. Derfor satte vi os for at lave en serie, der hyldede demokratiet, siger Adam Price.

Nu kan danskerne tilsyneladende slet ikke få nok, og tendensen smitter. "Borgen" er således også solgt til Sydkorea, Storbritannien, Island og Letland, ligesom serien er udgivet på dvd i Holland, Belgien, Luxembourg, Tyskland, Schweiz og Østrig.

Læs mere om: