Brødrene Price følger i Roger Moores fodspor
For nylig kastede Sir Roger Moore sig ind i kampen mod den dyre og udskældte spise foie gras, og nu følger Price-brødrene trop.
Flere og flere fjerner nu den dyre spise foie gras, der fremstilles ved at tvangsfodre gæs og ænder. Både Kong Hans Kælder og SuperBest har for nylig stoppet salget af foie gras, og i sidste uge gik selveste Roger Moore aktivt ind i kampen mod den eftertragtede spise.
Nu har den danske dyrevelfærdsforening ANIMA været i dialog med brødrene Adam og James Price om de tragiske forhold for ænder og gæs lever under, når de skal bruges til at lave foie gras.
Det har resulteret i, at man ikke længere kan spise fois gras hos Price.
- Der vil ikke blive serveret foie gras i vores restauranter, ligesom vi ikke vil promovere foie gras på TV, så længe der kan stilles spørgsmålstegn ved etikken, forsikrer brødrene Price.
Det er optagelser af ænder, der får stukket et langt metalrør ned i halsen for at blive pumpet fuld af en grødblanding af majs og olie, der, ifølge ANIMA, har fået de madglade brødre til at komme med den nye udmelding.