Christian Kjær i Cirkusrevyen med kæresten
Hidtil har Christian Kjær og Susan Astani ikke ønsket at stille op til billeder sammen, men denne lune sommeraften lod de sig gerne fotografere. Christian lagde armen om sin spinkle kæreste, og hun smilede og var bare så utrolig glad.
- Vi er færdige med at gemme os, har hun og Christian besluttet, for som alle andre nyforelskede har de ikke noget imod at vise kærligheden frem.
Sammen med vennerne, grev Ditlev Knuth-Winterfeldt og hans forlovede, Laila Graversen, havde alle fire været på restaurant Skovly at spise. Bagefter havde de prøvet forskellige tombolaer, hvor Ditlev vandt en stribet plydsbjørn, som han galant forærede Susan.
Christian Kjær ved slet ikke alt det gode, han skal gøre for sin kæreste.
- Han kommer meget tit med blomster til mig, fortæller Susan Astani, der føler, at hun for første gang har en mand, hun kan stole på. - Alene det, at jeg ved, jeg har ham, og at han altid står parat til at hjælpe mig, er fantastisk, siger hun, mens Christian Kjær som mange andre mænd har sværere ved at sætte ord på sine følelser.
Men forelskelsen er tydelig, og at parret er superlykkeligt viser deres glade smil og strålende øjne. Efter et stykke tid forsvinder de hånd i hånd ind i mørket i Cirkusrevyen, for første gang i byen sammen uden at skjule sig.